fredag den 26. juli 2019

Halloween er jo en gammel amerikansk-irsk skik. Og det betyder selvfølgelig, at alle de bedste Halloween-ideer er at finde fra især USA. Jeg har brugt mange timer på at google mig frem til flotte udsmykninger og DYI-instruktioner, og jeg må sige, at folk er meget innovative.

Jeg har desværre aldrig selv været i USA, men jeg kunne godt tænke mig engang at opleve den rigtige, amerikanske Halloween. Det er på min "bucket-list" :-)

Nå, men en af de ting, som vinder indpas i disse år, er digital udsmykning - altså udsmykning ved hjælp af projektor, en eller anden form for lærred og så downloadede animationer. Et af mine favorit-sites er https://atmosfx.com/:


De har nogle ret flotte animationer, og laver nye hvert år. Hvis man vælger den nemme løsning, kan man simpelthen købe et start-kit, som indeholder alt, hvad man har brug for for at kunne lave sin første, digitale udsmykning. Men vær opmærksom på, at der kommer told på bestillingerne (med undtagelse af de digitale downloads), og det tager sin tid at få noget leveret fra "over-there", så man skal være i god tid med sin bestilling.

Jeg har selv gjort brug af animationer til vinduesudsmykninger. Jeg bestilte for et par år siden et særligt lærred af noget tyndt stof, som ikke ses gennem vinduet om aftenen, og så projicerer jeg forskellige typer spøgelser op på lærredet. Det har en ret god effekt, og lærredet kan faktisk også bruges udenfor, hvis man har et sted, hvor man kan hænge det op (og vejret selvfølgelig er godt).

Jeg har fået fingrene i en ekstra projektor i år, så jeg overvejer at lave en udendørs opsætning i min forhave - vores nye naboer trænger til at blive skræmt lidt...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar